flere essays fra checkjobnet...

Inkompetence eller sort uheld?

Danmark rutsjer hastigt ned ad listen over rige lande med en veluddannet befolkning. De eneste som mener, at alt er, som det skal være, er medlemmerne af regeringen, som stædigt insisterer på, at de har helt styr på landets fremtid.

Som et apropos til mit forslag om at stille visse krav til politikeres uddannelse og kvalifikationer følger her nogle betragtninger over landets fremtidsudsigter.

Natural selection and survival of the fittest

Det er naivt at forestille sig, at et lille land som Danmark fortsat vil eksistere helt uafhængigt af, hvordan landets ledelse og befolkning opfører og udvikler sig. Der er utallige eksempler på organismer / samfund / stater, som har måttet erfare, at den altså ikke gik, og se på at andre, mere veltilpassede organismer / samfund / stater udkonkurrerer dem og indtager deres plads.

Sammenlignet med naturens øvrige levende væsener har mennesket det fortrin, at vi er i stand til at overlevere viden og erfaringer til nye generationer. Vi behøver altså ikke at vente på, at den naturlige selektion over mange generationer langsomt ”retter” udviklingens genetiske vildskud, men kan – i det mindste i teorien – selv rette en del af vildskuddene ved at fortælle vore børn om tiltag, som ikke fungerer, så de ikke behøver, at gentage allerede begåede fejl.

Desværre er en af følgevirkningerne af denne evne til refleksion og erfaringsakkumulering, at det enkelte menneske bevidst eller ubevidst også vil anvende disse udmærkede egenskaber til at sikre sin egen ”overlevelse” – på bekostning af artens / gruppens fortsatte eksistens. Det vil således være meget svært for et menneske, at viderebringe personlige viden og erfaringer, hvis det samtidig svækker individets egene chancer for ”overlevelse” i videste forstand.

Det betyder, at der hos en stor del af samfundets medlemmer, findes et ”filter”, som fjerner / skjuler historiske oplysninger, som personen anser for skadelige for sin egen position i gruppen. Der er således informationer, som er velkendte for individet, men som det vælger at holde for sig selv – eller endda benægte - når aktuelle problemer debatteres for ikke at svække sin egen stilling i samfundet / gruppen.

Dette forhold har normalt kun ringe skadevirkning, når såkaldt ”almindelige” mennesker samarbejder om løsning af konkrete problemer / opgaver. Skal en samling ingeniører for eksempel konstruere en bro, vil ingen af de deltagende personer have nogen interesse i at holde oplysninger / erfaringer skjult. Der er ingen risiko for negative personlige konsekvenser ved at viderebringe sin viden, men tværtimod belønning til samtlige deltagere, hvis opgaven løses til alles tilfredshed.

No selection and survival of the smartest

Helt anderledes forholder det sig, når opgaven for eksempel er at lede landet på en måde, der får velstanden til at stige, befolkningen til at leve længere og det generelle lykkeniveau til at vokse. Her har deltagerne (i.e. politikerne) et dobbelt problem at løse, nemlig både at sikre deres egen personlige overlevelse i systemet og at bidrage til løsning af aktuelle problemer til landets bedste.

Befolkningen er ofte tilbøjelig til at overse, at vore politikere har politik som levebrød, med månedsløn, rejsekonto, frynsegoder - og en attraktiv pensionsordning. Deltagelse i landets ledelse gælder for dem således ikke kun løsning af konkrete samfundsproblemer, men også sikring af månedslønnen. Kan man redde / sikre jobbet som folketingsmedlem eller minister for en ny fireårs periode ved at benægte skadelig viden og erfaring og måske endda mistænkeliggøre sine kollegers motiver, har man på eleganteste vis demonstreret konceptet ”survival of the smartest”. Godt for den enkelte, men skidt for landet…

Krusninger på den genetiske overflade

Det er vigtigt her at indskyde, at de forhold, som jeg her beskriver, intet har at gøre med arten Homo sapiens’ overlevelse på langt sigt (millioner år). Det er snarere at sammenligne med en dinosaurus, som har fået en splint i foden: Det er ubehageligt, der kan gå betændelse i foden og individet kan i værste fald dø af hændelsen; men det har ingen konsekvenser for arten - der skal langt mere til før, hele artens eksistens er truet.

På samme måde kan aktuelle selvskabte eller naturbetingede kriser i verden være alvorlige nok, men de har normalt ingen alvorlige effekter på selve artens eksistens. Anderledes forholder det sig, når selve livsbetingelserne for verdens befolkning ændrer sig. Hvis for eksempel gulrust – eller andre patogener som angriber vigtige fødekilder - muterer og skifter fra at være håndterlige problemer, der kan løses ved udvikling af resistente sorter, til problemer, som der ikke findes midler i mod. Resultatet kan blive, at store dele af verdens befolkning med meget kort varsel berøves vigtige fødekilder og måske dør af sult. Tilsvarende – lokale – dramatiske hændelser så vi for få år siden, da samtlige elmetræer i landet på meget kort tid blev angrebet af elmesyge og visnede. Netop nu er en tilsvarende svampesygdom (askens toptørre) i øvrigt i færd med at udradere asketræer i store dele af Europa.

Nu kan verden sagtens leve uden elme- og asketræer og måske også uden hvede og andre kornsorter. Men når vi øger forbruget af for eksempel olie voldsomt og målbevidst tømmer klodens olieresurser og samtidig i stigende grad gør os afhængig af energikrævende indretninger, har problemet en lidt anden dimension. Faktisk vil afbrænding af blot omkring halvdelen af de allerede kendte oliereserver føre til en global temperaturstigning på et par grader, en stigning, som de fleste klimaforskere anser for absolut nedbrydende for store dele af livet på vor planet. Der er altså ingen grund til at lede efter flere oliefelter, vi har allerede fundet rigeligt til at ødelægge kloden.

Som et apropos hertil kan man læse, at afsmeltningen af is fra Grønlands indlandsis vokser med foruroligende hastighed med deraf følgende risiko for stigning af vandstanden i verdenshavene, at vi kan – måske – berede os på, at solen samler kræfter til et voldsomt 100-års soludbrud, som nogle mener, vil slå benene væk under vores el- og kommunikationsinstallationer om et par år - for kortere eller længere tid.

Vi gør med andre ord - bevidst eller ubevidst - hvad vi kan for at nedbryde det miljø, som vi lever i. Og vi undlader bevidst eller ubevidst at træffe langsigtede forholdsregler, der kunne redde os forbi selvskabte eller udefrakommende naturkatastrofer.

Og hvordan forbereder vi os så på kommende katastrofer?

Joh, vi diskuterer om vi skal lægge højere skat på fede madvarer, om der har været røde lejesvende i DR for år tilbage, om vi skal sende 125 sigøjnere tilbage til Rumænien, om Fadbamse-Lars har drukket for mange øller i sine unge dage, hvad vi skal stille op med alle de gamle, der nægter at dø i tide, men insisterer på at leve videre og som kræver pasning og omsorg, de unge der - som altid - opfører sig helt utilstedeligt, hvorfor produktionen / økonomien ikke vokser som den plejer (selvom langt de fleste har mere end rigeligt af produktionens frembringelser). Og man kunne fortsætte denne opremsning længe endnu - hvis man gad…

Fælles for alle disse emner er, at tidshorisonten for problemerkendelse er umådelig kort. Der er ingen overvejelser om, hvordan vi ruster os til fremtidens virkelig alvorlige udfordringer.

Diskussioner af denne karakter er forbeholdt ganske få personer, som ikke er afhængige af genvalg, og som ingen behøver at lytte til endsige tage hensyn til, når landets fremtid skal planlægges / styres. Og når de en gang imellem kommer til orde, sker det på den hemmelige kanal DR2 på tidspunkter, hvor de fleste sover trygt.

Vi spadserer rundt i vores egen glaskuppel og fortæller hinanden, at virkeligheden omkring os ikke eksisterer - eller hvis den eksisterer - i hvert fald ikke vedkommer os. Eller er det måske, fordi vi slet ikke magter at se virkeligheden omkring os klart? Fordi vi ikke ved bedre? Eller fordi vi ikke ønsker at vide bedre, men vælger at flygte fra virkeligheden til de utallige underholdningstilbud, som forsøger at aflede vores kritiske sans?

Om nærsynethed, blinde pletter og tunnelsyn

Citat: "Hvis man er nærsynet, oplever man problemer med at se klart på afstand, fordi tingene fremstår uskarpt" (Netdoktor.dk)

Citat: ”Den blinde plet: Det sted hvor nerven og blodkarret kommer ind i øjet kaldes fundus, og det er lige her, hvor der ingen nethinde er - og hvor vi altså har en blind plet” (Lægens bord).

Citat: ” Tunnelsyn: kikkertsyn, indsnævring af synsfeltet, så kun centralsynet er bevaret uden mulighed for erkendelse af objekter uden for dette” (Gyldendals åbne encyklopædi).

Indimellem - i mine allersorteste øjeblikke – får jeg den tanke, at landets ledere lider af en sjælden og usædvanlig kombination af ubehandlet nærsynethed, kronisk tunnelsyn, samt at de - når de er virkelig pressede - anvender det område af nethinden, hvor nerve og blodkar er forbundet til øjet til at identificere ting, som vedrører en tidshorisont, som rækker ud over næste valgdag.

Det falder udenfor dette essays sigte, at opremse morsomme, tragiske, tragikomiske, katastrofale, fjollede eksempler på politikeres reaktioner på problemer, der ligger udover den aktuelle valgperiode. Jeg kan dog ikke nære mig for at fremhæve to eksempler fra den forløbne uge ( ) :

Henrik Høegh og multiresistente stafylokokker

Citat: ”Mens hospitalerne kæmper en indædt kamp mod multiresistente bakterier, så får bakterier, der ikke kan bekæmpes med almindelig penicillin (stafylokokken MRSA CC 398) lov til at sprede sig frit i landbruget.” (DR P1 den 21. oktober 2010). Her er tale om en trussel, som minder om elmesyge og askens toptørre, men som ikke begrænser sig til undværlige planter, men som er en direkte trussel mod arten Homo sapiens. I dag mener man, at hvert ottende slagtesvin er smittet med bakterien.

Og hvordan reagerer så den ansvarlige minister Henrik Høegh (V)? Ja, han synes ikke det ser så galt ud, så han vil gerne vente et års tid på endnu flere sår og bylder, som ikke kan helbredes med kendte antibiotika. Han hører sjovt nok til i landbruget, hvor de første par tidsler i marken øjeblikkelig resulterer i et større sprøjteorgie for at dræbe de formastelige ukrudtsplanter - uden hensyn til naboer og grundvand. Flovt og pinligt… Har du lyst til at læse en fortræffelig beretning om resultaterne af tidligere tiders landbrugspolitik, kan jeg anbefale artiklen: ” Jorden har gjort dansk landbrug til et korthus i stormvejr” som blev bragt i Information den 15. oktober 2010). Det er uhyggelig – og tankevækkende – læsning.

Inger Støjberg og aktivering af ledige

Det andet eksempel drejer sig om håndteringen af ledigheden, hvor vi blandt andet i Berlingske Tidendes samling af beretninger (275 styk indtil videre, den 22. oktober 2010) fra ledige i forskellige former for kommunal, men statsstøttet aktivering, gennem længere tid har kunnet læse den ene hårrejsende beretning efter den anden om lediges aktiveringsforløb. I tilgift koster disse aktiviteter uhyrlige summer og har, så vidt vides, ingen dokumenteret positiv virkning på ledigheden.

Ethvert blot nogenlunde fornuftigt menneske ville for længe siden have afskaffet disse virkningsløse og for ledige nedværdigende aktiviteter og have erstattet dem med undervisningstilbud, som kunne vedligeholde en velkvalificeret befolkning. Men ikke vor beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Hun insisterer – i strid med alle tilgængelige oplysninger – hårdnakket på, at alt er i den skønneste orden og har indtil for ganske nylig afslået, at ændre retningslinjerne for lediges aktivering. Flovt og pinligt…

Hænger de håndklædet over spejlet?

Disse to politikeres opførsel illustrerer meget overbevisende det forhold, som jeg har beskrevet ovenfor: De ved begge med stor sandsynlighed, hvad den rigtige beslutning ville være, men vælger begge at skjule deres viden i et patetisk forsøg på at sikre deres egen karriere. De må have svært ved at se sig selv i ansigtet, når de børster tænder om morgenen…

Det er måske uretfærdigt, at fremhæve netop disse to politikere, når der overalt, både her i landet og resten af verden, findes personer på betydningsfulde politiske poster med de samme tilbøjeligheder. Der forties, lyves, bortforklares og benægtes i en grad, som almindelige mennesker har svært ved at fatte. Og, som jeg ved adskillige lejligheder har nævnt, affodres den almindelige befolkning med tanketom, statskontrolleret underholdning - muligvis for at reducere risikoen for selvstændig tankevirksomhed hos befolkningen, som kunne udgøre en risiko for politikernes daglige levebrød.

Og nu til noget helt andet...

Monty Phytons berømte annoncering af næste indslag: "And now to something completely different" har fået en renæssance, som man kan overbevise sig om ved at lytte til politiske diskussioner i ganske få minutter. Det sker desværre med alt for lange mellemrum, at de normalt vennesæle og ukritiske journalister vågner op til dåd og udfører det arbejde, som de er uddannet til: Nemlig stædigt og vedholdende at forsøge, at vriste klare svar på kritiske spørgsmål fra vore politikere. Konfronteret med ubehagelige spørgsmål forfalder flertallet af politikere til at tale om noget helt andet. Alle, der har hørt Claus Hjort Frederiksen vige udenom konkrete - og ubehagelige - spørgsmål, har overværet en forestilling med en sand mester i hovedrollen.

Inkompetence eller sort uheld

Skal man forsøge på at finde en forklaring på rigets bedrøvelige tilstand, er den største fejl selvfølgelig, at denne samling af uduelige politikere er blevet anbragt i landets ledelse af os selv. Og den fejl har vi derfor kun os selv at takke for. Vi har med hovedet under armen sat krydser ved personer uden at sikre os at de, der fik krydsene, også havde de kvalifikationer og evner, der var nødvendige for at bestride ledelsesposter i landet. Vi, det vil sige landets vælgere, har på overbevisende vis demonstreret vores inkompetence. Vi har ikke tænkt os ordentligt om, inden vi greb blyanten i valgboksen og satte krydset. Vi ligger med andre ord som vi har redet.

Til vores undskyldning kunne man anføre, at enkelte personer, som opstiller til folketingsvalg er så gode skuespillere og bedragere, at det inden valget er svært - eller helt umuligt - at gennemskue, at personen ikke er den strålende begavelse, som vi troede, men blot endnu en fusker på jagt efter et job med god løn, lange ferier og en attraktiv pensionsordning. Et kryds på en sådan person må betegnes som "sort uheld". Og straffen for vælgeren er, at det kan vare op til fire år, inden fejlen kan rettes.

Og hvad gør vi nu?

Der er desværre ingen hurtige løsninger, så vidt jeg kan se. Så vi bliver nok nødt til at vente på, at tingene udvikler sig til et stadium, hvor de rigtige løsninger er åbenbare - også for landets ledelse: Til vandene - og temperaturen - er steget, til olien er brugt, til vi alle sidder på plejehjem og forgæves venter på at blive passet...

Efterskrift

Jeg er opmærksom på, at dette essay er mere sort end sædvanlig. Men som kritisk betragter af udviklingen både herhjemme og i udlandet har jeg svært ved at tro på, at den foretagsomhed og opfindsomhed, som har bragt os (Homo sapiens) gennem en lang udvikling, vil være i stand til at redde os denne gang. Vi har sat alt for mange destruktive processer i gang - på én gang - og har samtidig overbevist os selv om, at det hele nok skal gå, uden at vi behøver at bekymre os...

Jeg står ikke helt alene med min bekymring...

I de seneste måneder er opstået en art bevægelse igangsat af den amerikanske satiriker / nyhedsvært Jon Stewart, som giver et svagt håb om en gryende erkendelse af klodens bedrøvelige tilstand - og af politikeres rolle i ulykkerne. Det drejer sig om en art happening, som blev annonceret i et Daily Show den 16. september 2010. Forslaget gik ud på, at samle ligesindede personer, der ligesom Jon Stewart mente, at udviklingen efterhånden har antaget helt absurde former.

Den 30. oktober vil Stewart sammen med hans meningsfæller samles i Washington DC for at fremme genopretningen af fornuften i verden - "Rally to Restore Sanity" . Det har vist sig i den forløbne måned, at overraskende mange har ladet sig inspirere af Jon Stewarts ide. Som man kan se for eksempel på "bevægelsens" officielle website har indtil videre flere end 1.000 byer i 82 lande annonceret afholdelse af Rally4Sanity møder den 30. oktober 2010, heriblandt København, Jyllinge, Svendborg, Aabenraa, Vejen og Ribe i Danmark.

Noget tyder på, at der rundt om i verden er folk, der ligesom jeg selv, er bekymrede over verdens tilstand og fremtidsudsigter - og som ikke har tillid til de beslutningstagere, som administrerer udviklingen.

Det bliver interessant, at se om denne happening blot er en krusning på overfladen - eller er et signal om en voksende bevidsthed hos - ganske vidst små - grupper rundt om i verden om, at det er på høje tid, at råbe "vagt i gevær".

Og imens...

pludrer vore politikere videre som vinden blæser med deres skødehunde-journalister som ivrige herolder mens vi alle saver videre på den gren vi sidder og hygger os på...